-
Tilslutning til hpv-vaccine blandt børn er lavere end ønsket
来源: BDK Borsnyt / 22 4月 2024 08:00:43 America/Chicago
Tilslutningen til hpv-vaccinen i børnevaccinationsprogrammet er fortsat på et lavere niveau end Sundhedsstyrelsens målsætning. Det fremgår af en årsrapport for børnevaccinationsprogrammet i 2023, som er blevet udgivet af Sundhedsstyrelsen. I 2023 var tilslutningen blandt piger, som fik tilbudt en hpv-vaccine, på 89 procent for første stik og 78 procent for andet stik. For drenge gjaldt det henholdsvis 87 procent og 75 procent. Tilslutningen til hpv-vaccinen er en anelse højere end i 2022. Sundhedsstyrelsen har som mål, at 90 procent af alle børn skal hpv-vaccineres. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler, at 90 procent af piger er vaccineret mod hpv, inden de fylder 15 år. Hpv-vaccinen beskytter mod blandt andet livmoderhalskræft, analkræft og kønsvorter. Ifølge Sundhedsstyrelsen er tilslutningen til hpv-vaccinationen lavest blandt minoritetsetniske børn. Derfor har styrelsen blandt andet samarbejdet med organisationen Mino Danmark, som arbejder for at styrke minoritetsetniske danskeres muligheder. Samarbejdet har ifølge Kirstine Moll Harboe, enhedschef i Sundhedsstyrelsen, givet styrelsen mulighed for at komme ud til talks for at have en dialog om blandt andet hpv-vaccinen. - Til arrangementerne kunne vi svare direkte på borgernes udfordringer og bekymringer. Vi havde gode samtaler og oplevede et stort engagement fra deltagerne, siger Kirstine Moll Harboe i en pressemeddelelse. Det danske børnevaccinationsprogram er et tilbud om gratis vaccination mod ti infektionssygdomme. Vaccinerne tilbydes til alle børn. Hpv-vaccinen tilbydes til børn, når de fylder 12 år. En undersøgelse fra Statens Serum Institut peger på, at den laveste tilslutning til hpv-vaccinen blandt piger var i København og på visse øer. Tilslutningen til vaccination mod difteri, stivkrampe, kighoste og polio lå på 97 procent i 2023. Mfr-vaccinationen, som beskytter mod fåresyge, mæslinger og røde hunde, har en tilslutning på 94 procent. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/tilslutning-til-hpv-vaccine-blandt-boern-er-lavere-end-oensket